Den Brogede Verden |
17428
single,single-portfolio_page,postid-17428,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,side_area_uncovered_from_content,qode-child-theme-ver-1.0.0,qode-theme-ver-7.4,wpb-js-composer js-comp-ver-4.5.2,vc_responsive
ludvig-holberg-som-pragmatisk-historiker-bog
Sebastian Olden-Jørgensen:
Ludvig Holberg som pragmatisk historiker.
En historiografisk-kritisk undersøgelse
Museum Tusculanums Forlag 2015
160 sider, ill.
kr. 148

Anmeldelse

Sebastian Olden-Jørgensen:Ludvig Holberg som pragmatisk historiker

En historiografisk-kritisk undersøgelse

Historieskrivning og historieforskning er kategorier, der over tid enten har været næsten identiske eller hinandens modsætninger. Blandt fagfolk kaldes de også henholdsvis pragmatisk og annalistisk historieskrivning. På Holbergs tid flød de to kategorier nærmest sammen, mod slutningen af 1800-tallet blev de hinandens modsætninger, mens de – når man skal tro forfatteren til nærværende bog – i de seneste årtier atter har nærmet sig hinanden. Anmelderen er tilbøjelig til at give ham ret i denne antagelse. Udviklingen vil også glæde samme anmelders specialevejleder i hans himmel, C.O. Bøggild-Andersen – såfremt man der følger med i sådanne jordiske anliggender.

Denne lille bog er blevet til i forbindelse med to igangværende større forskningsprojekter. Dels en stor dansk-norsk digital tekstudgave af Ludvig Holbergs Skrifter og dels et rent norsk projekt om Holbergs Ideologier. Forfatteren fik for alvor smag for Holberg i forbindelse med, at han var ph.d.-vejleder på et projekt med forbindelse til førstnævnte projekt. Det er der kommet en gang gedigen forskning ud af. Vel argumenteret, vel dokumenteret og skrevet i et letforståeligt sprog.

Vi kender først og fremmest Holberg (1684-1754) som forfatter til en stribe og stadig vedkommende og aktuelle komedier. I hvert på baggrund af, at teaterfolket til stadighed støver komedierne af og ny-opfører dem. Mindre kendt er det måske, at grundlæggeren af vort moderne danske sprog også skrev så mange historiske skrifter, at de i omfang faktisk udgør mere end halvdelen af hans samlede produktion. For eksempel det skelsættende værk om Dannemarks Riges Historie, udgivet i årene 1732-35. Værket var faktisk den eneste fuldstændige og alment tilgængelige danmarkshistorie på dansk mellem Arild Huitfeldts Danmark Riges Krønike fra o. 1600 og Gustav Ludvig Badens Danmarks Riges Historie fra ca. 1830.

Holbergs historiske forfatterskab delte vandene allerede i samtiden. Nogle værdsatte hans sammenhængende, velskrevne og samfundsnære beretning om forne tider. Mens andre hæftede sig ved hans humor, hans frimodige vurderinger og hans forkærlighed for historiens lidt mere kulørte sider. Han har faktisk i forskellige sammenhænge selv gjort rede for sit syn på historieskrivningen. Mest udførligt i den såkaldte Betænkning om Historien, der indleder tredje og sidste bind af ovennævnte storværk. Holberg anfører her, at det i modsætning til, hvad de fleste mener, ikke er nemt at forfatte historier, dvs. historieskrivning. Det kræver nemlig både en bred viden, solid dømmekraft, god stil og upartiskhed. Frem for alt kræver historieskrivning ifølge Holberg vilje og evne til at prioritere stoffet, så det u-interessante skæres bort til fordel for det relevante og den rette årsagssammenhæng. Historien skal ifølge digteren

”være et Spejl, hvorudi man af forbigangne Ting kand see og dømme om tilkommende, lære at kiende sig selv tillige med andre, og erhverve sig den solideste Kundskab udi Morale, Jure publico og Stats-Sager, udi i hvilken Henseende Historiers Læsning fornemmeligen recommenderes Regentere og høje Stands Personer, som det allervigtigske af verdslige Studiis”.

I slutningen af 1800-tallet skiftede billedet af Holberg som historiker. Han forsvandt som seriøs historiker i forbindelse med Kristian Erslevs strenge krav til metode og kildeprøvelse. Med andre ord i takt med, den moderne historieforsknings grundlæggelse. Nogle afskrev ham som forældet, andre hyldede andre ham som en progressiv tænker – ja, ligefrem som en profet for en moderne historieopfattelse. Olden-Jørgensen koncentrerer sig i bogen om Holbergs eget historiesyn samt på de skiftende tiders vurdering af ham som historiker. På den måde skriver han angivelig en slags ”historiebevidsthedens kulturhistorie” med udgangspunkt i navne som P.F. Suhm, Caspar Paludan-Møller og Ellen Jørgensen. Olden-Jørgensen afslutter sin bog med en kritisk stillingtagen til de seneste års litteratur om Holberg som historiker.

Forfatteren anfører med rette, at behandlingen af Holberg som historiker hidtil mest har været ”refererende og redegørende”. Det gælder såvel forskningshistorien som udgivelsen af Holbergs historiske forfatterskab. Olden-Jørgensen har fuld forståelse for, at digteren har været mere populær som komedieforfatter, satiriker og essayist end som historiker. Men ”når alt kommer til alt, er hans historiske forfatterskab både stort , velskrevet og epokegørende i dansk sammenhæng”, som han skriver side 9.

Forfatteren ser tegn på, at der venter historikeren Holberg en lille renæssance. Han mener, at der i de seneste årtier kan spores en bedre forståelse for historieskrivningens karakter af litterær og sproglig ”konstruktion”, en voksende interesse for ”store fortællinger” og for de skiftende epokers skiftende historiebevidsthed. Disse tendenser kan kun komme Holberg til gode. Og derfor kan det være nyttigt at besinde sig på, hvad der tidligere er skrevet og ment om komedieforfatteren som historiker.

Olden-Jørgensens ambition med bogen rækker i virkeligheden videre end blot at præstere en nyttig forskningsoversigt. Ganske vist startede hans projekt her, men det udviklede sig undervejs i to retninger. Eller, som han selv skriver:

”I takt med at jeg forfulgte sporene bagud, voksede en egentlig traditionsstudie frem og dermed et bidrag til skiftende tiders Holberg-billede, til Holberg-receptionen. Desuden fandt jeg anledning til nogle nogle historiegrafiske punktstudier i Holbergs egen historieteori. Disse tre elementer, forskningsoversigt, traditionsstudie og historiografisk analyse, kunne i princippet skilles ad og præsenteres hver for sig, men de belyser også gensidigt hinanden, og derfor har jeg valgt at holde dem sammen”, (side 11).

Denne kobling kommer Olden-Jørgensen godt fra. Han præsenterer og vurderer de vigtigste udsagn om Holberg som historiker fra dennes egen samtid og til de senere års udgivelses- og forskningsprojekter. Til slut opridser han sin mening om de mest lovende forskningsperspektiver samt en epilog om ”pragmatisk historieskrivning” i dag. Her argumenterer han overbevisende for, at forståelsen af Holberg som pragmatisk historieskriver ikke hindrer en værdsættelse af hans aktualitet. Men tværtimod åbner for en forståelse af det pragmatiske element i nutidens historiske litteratur. Den almindelige historie-interesserede samfundsborger foretrækker stillingtagen, engagement og skriveglæde hos historieskriveren frem for millimeter nøjagtighed og præcision.

Holberg var en tidstypisk ”pragmatisk” historiker, der var overbevist om, at historieskrivningen ved siden af at fortælle historie også var en litterær og sproglig konstruktion. Olden-Jørgensen kalder ham endog ret moderne og mener, at nutidens læser bedre kan værdsætte ham efter fortjeneste, end man kunne i historismens, positivismens og den samfundsvidenskabelige historieforsknings storhedstid i slutningen af 1800-tallet.

Forfatteren, Sebastian Olden-Jørgensen (født 1964), er lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, hvor han forsker og underviser i blandt andet historisk metode – et fag, som han har skrevet en lærebog til (Til kilderne, 2005). Desuden bevæger han sig i nyere tids historie 1500-1750. På det seneste har interessen imidlertid samlet sig om Holberg og hans tid.

Det er der foreløbig kommet et i høj grad lødigt, interessant og løfterigt studie ud af. Vi ser frem til den store monografi om Holberg som historiker, som han i høj grad fortjener. Så der endelig bliver ligevægt i forhold til den monumentale dækning af digteren som komedieforfatter mv.